Pressemeddelelse -
Magisk mobildækning på Tinderbox Festival
Når mere end 40.000 forventningsfulde mennesker inden længe indtager Tusindårsskoven til den årlige Tinderbox festival bliver det med smæk på både musikken og mobildækningen. Telenor bidrager nemlig med en opgradering af mobilnettet under den 3 dage lange musikfestival.
Fra d. 27. juni til d. 29. juni lægger Tusindårsskoven i Odense græs til Tinderbox festivalen, som siden 2015 har vokset sig så stor, at den er en af Danmarks mest populære festivaller. Telenor opstiller derfor to ekstra mobilmaster på festivalområdet, som skal støtte op om den stigende aktivitet, således at chancen for udfald på Telenors netværk er minimal under festivalen. I år optræder blandt andre Miley Cyrus, Swedish House Mafia og Den Gale Pose. Disse kunstnere vil utvivlsomt få de mange mobiltelefoner op af lommen, så de uforglemmelige øjeblikke kan deles med familie og venner.
”Kunderne forventer en god digital oplevelse, hvor de kan dele content på de sociale medier samt komme i kontakt med hinanden under festivalen. Udover dette bruges mobiltelefonen efterhånden også til mange andre vigtige funktioner i løbet af en festival, eksempelvis betaling, og derfor er det nødvendigt med en opjustering af netværket, så det kan følge med kundernes heftige mobilaktivitet” udtaler netværksstrateg i Telenor, Jesper Mølbak.
Stor udvikling kræver opjusteret mobilnetværk
Tinderbox har været igennem en stor udvikling, og en fordobling i antallet af solgte billetter på de fire år vidner om festivalens popularitet. Dette er med til at stille større krav, så netværket kan følge med stigningen i antallet af gæster.
”Når så mange mennesker samles på et mindre område, stiller det højere krav til mobilnetværket, da kunderne selvfølgelig stadig forventer en stabil dækning. Da festivalen i sig selv har været igennem en så stor udvikling, følger vi trop, så kunderne sikres den bedste digitale oplevelse” fortæller netværksstrateg i Telenor, Jesper Mølbak.
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Skandinavien og Asien, og på verdensplan hjælper vi 172 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.400 medarbejdere, har 57 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.