Gå til indhold
Kvinde med tablet, der laver videokald
Juleaften 2025 blev mere digital end året før, viser nye tal fra Telenor.

Pressemeddelelse -

Mere digital jul end sidste år: Videohilsner fylder

Nye netværksdata fra Telenor viser, at datatrafikken den 24. december 2025 var 26 procent højere end sidste år. Tendensen peger på flere videohilsner og et stærkere 5G‑netværk.

Telenors netværksmålinger for juleaften 2025 viser en markant stigning i mobil datatrafik på 26 procent sammenlignet med juleaften sidste år. Udviklingen er i tråd med danskernes stigende digitale hverdag, hvor hurtige netværk og video fylder mere, fortæller Christian Hoffmann, der er privatkundedirektør i Telenor.

“Juleaften er blevet mere digital i år, især fordi deling af video, billeder og bedre netværksoplevelser fylder. Danskerne er digitale som aldrig før og laver flere videoopkald. Julehilsner er flyttet fra klassiske telefonopkald til beskeder, billeder og korte videoer, som løfter datatrafikken,” siger Christian Hoffmann.

Julen er stadig mere offline
Selv om juleaften 2025 ligger klart over sidste år, er den fortsat mere offline end en normal decemberdag. Datatrafikken den 24. december er 18 procent lavere end den 17. december 2025, som bruges som reference for et almindeligt hverdagsdøgn. Antallet af opkald er 55 procent lavere juleaften end på en almindelig dag.

Det viser, at mange lægger mobilen væk for at nyde samværet med de nærmeste, mens andre bruger dagen til at sende en hilsen til familie og venner, som fejrer jul et andet sted, forklarer Christian Hoffmann:

“Juleaften er stadig den mest nærværsprægede dag på året. Vi ser et tydeligt fald i både data og opkald sammenlignet med en normal dag, og det er positivt at se, at danskerne prioriterer nærværet. I en tid hvor vi er mere digitale end nogensinde og let kan forsvinde ind i vores telefoner og algoritmer, er det godt med digitale pauser.”

Fakta i korte træk

  • Juleaften 2025 vs. juleaften 2024
    Datatrafik: +26 procent
    Opkald: −4 procent
  • Juleaften 2025 vs. almindelig decemberdag 2025
    Datatrafik: −18 procent
    Opkald: −55 procent
  • Almindelig decemberdag 2025 vs. 2024
    Datatrafik: +24 procent
    Opkald: +6 procent
  • Den 17. december bruges som reference for en almindelig decemberdag.

Emner

Kategorier


Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.

Telenor er en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 900 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.

Kontakt