Pressemeddelelse -
Mobilnetværk og service tiltrækker kunder til Telenor
Efter et svært 2013 har Telenor fået vendt kundeudviklingen og øger antallet af kunder for tredje kvartal i træk efter landsdækkende netværksopgraderinger og lancering af en række serviceinitiativer. Indtjeningen er stadig under pres som følge af priskrigen og investeringer i at transformere virksomheden.
Telenor fik 41.000 nye mobilkunder i tredje kvartal af 2014 og har dermed i alt tiltrukket 101.000 nye mobilkunder i årets tre første kvartaler.
”2013 var et hårdt år for os, så det glæder mig, at vi har kundetilgang for tredje kvartal i træk. Vores STORM-plan med investeringer i netværkskvalitet, kundeservice og digitale tjenester for både eksisterende og kommende kunder begynder at give resultat. Vi vil fortsætte ad dette spor fremover,” siger Telenor Danmarks adm. direktør Marek Slacik.
Telenor Danmarks indtjening (EBITDA) faldt med DKK 78 mio. sammenlignet med samme periode sidste år. Presset på indtjeningen kommer fra den verserende priskrig, det fortsatte pres på fastnetforretningen samt fra omkostninger forbundet med at transformere virksomheden og forenkle Telenors produkter og tjenester.
”Vores indtjening er stadig under pres. Vi foretager markante investeringer i den krævende proces, det er at transformere virksomheden. Samtidig er fastnetforretningen stadig udfordret, ligesom priskrigen stadig sætter sit præg på indtjeningen,” siger Marek Slacik.
Telenors STORM-initiativer
STORM 1.0 om mobilnetværk: I marts 2014 viste målinger fra Teknologisk Institut, at Telenor havde det stærkeste netværk i alle fem danske regioner. Telenor har siden da foretaget adskillige dækningsforbedringer, herunder sikret 3G- og 4G-dækning til et stort antal mindre byer og en række øer. I september 2014 var mobilnetværket en af hovedårsagerne til, at seks vestjyske kommuner valgte at flytte over til Telenor.
STORM 2.0 om service: I maj 2014 lancerede Telenor døgnåben kundeservice, og i dag kommer 30 procent af opkaldene til kundeservice uden for normal åbningstid. Telenor lancerede samtidig Perfekt Start, som giver kunderne en god oplevelse, når de skifter til en ny telefon og måske til et nyt styresystem. Og når Telenor-kunder afleverer deres smartphone til reparation, får de nu en tilsvarende lånetelefon med samme styresystem.
STORM 3.0 om digitale tjenester: I oktober 2014 lancerede Telenor en verdenspremiere i form af et partnerskab med Microsoft, der giver Telenors over 600.000 privatkunder adgang til 100 GB onlinestorage i OneDrive, uden at det koster ekstra. Kunder på Telenors Fri+ Familie-abonnementer får Office 365 og 1 TB storage pr. bruger. Telenor lancerede i december 2013 Office 365 med de største erhvervsabonnementer. I forbindelse med STORM 3.0 annoncerede Telenor, at alle erhvervskunder med Fri+ Business eller mobilt bredbåndsabonnement vil få adgang til 1 TB OneDrive for Business uden beregning.
Related links
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og bredbånd. Vi er en del af en global virksomhed, som er et af Nordens største teleselskaber og en af verdens største leverandører af mobiltelefoni. Telenor er repræsenteret i 13 lande, og på verdensplan hjælper vi 208 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1500 medarbejdere, som hver dag yder vores bedste for at gøre det enkelt og nemt for vores kunder at kommunikere. Det er vigtigt for os, at Danmark bliver et førende videnssamfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i den danske teleinfrastruktur. I Danmark er CBB Mobil og Canal Digital også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.