Pressemeddelelse -
Ny profil skal tiltrække flere kunder til Telenors erhvervsforretning
Chris Lund Søndergaard får ansvaret for SMV-salg og B2B-marketing i Telenor, hvor han skal styrke erhvervsforretningen yderligere med udgangspunkt i sin mangeårige erfaring inden for området, senest som salgschef i Fibia.
42-årige Chris Lund Søndergaard er fra mandag den 3. oktober ansat som Head of SMV Sales og Business Marketing i Telenor Danmark. Fremover vil han stå i spidsen for alle Telenors salgsaktiviteter til små- og mellemstore virksomheder og marketingkampagner målrettet erhvervslivet.
Baseret på sin mangeårige erfaring som salgchef i Lyreco, Brunata og senest i Fibia, bliver en af Chris' vigtigste opgaver at styrke Telenors profil overfor B2B-segmentet med henblik på at tiltrække flere virksomhedskunder.
Udover sin salgs- og marketingsbaggrund kommer Chris også til Telenor med et godt kendskab til telebranchen. Tidligere i sin karriere har Chris været ansat i branchen af flere omgange, bl.a. som sælger og senere leder af Telenors erhvervsbutik i Skovlunde, hvor han også er vokset op.
”Jeg ser meget frem til arbejdet med at styrke Telenor Erhvervs position yderligere på det danske marked sammen med resten af teamet. Gennem mine tidligere jobs i bl.a. Telenor har jeg lært telebranchen at kende som en dynamisk branche med høj konkurrence, hvorfor gode kundeoplevelser også er noget af det, som jeg vil fokusere på. Derudover glæder jeg mig også meget til igen at blive en del af Telenor-familien og den særlige kultur, som der hersker i virksomheden,” fortæller Chris Lund Søndergaard.
”Det er en stor fornøjelse at få Chris med ombord på holdet i Telenor Erhverv. Det er vigtigt en gang imellem at få folk ind udefra, som kan hjælpe med at finde nye måder at udvikle forretningen på. Derfor bliver det også en af Chris’ første opgaver at kigge på vores processer med friske øjne, hvor han har fået et stort mandat til at udfordre måden, vi plejer at gøre tingene på,” siger Mikkel Kruse, erhvervsdirektør i Telenor.
Chris overtager stillingen efter Germanos Kayyal, der stoppede med udgangen af juli. Chris kommer til at arbejde på Telenors kontor på Frederikskaj i Sydhavnen i København med direkte reference til erhvervsdirektør Mikkel Kruse.
Chris er opvokset i Skovlunde udenfor København. I dag bor han i Hillerød sammen sine to drenge og bruger bl.a. fritiden som fodbold- og boksetræner.
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.100 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.