Pressemeddelelse -
Telenor Danmark styrker direktionen med to udnævnelser
Telenor Danmark styrker sin direktion med en nyoprettet post som strategi- og transformationsdirektør med ansvar for den kommercielle transformation. Det bliver den 41-årige Thomas Byrge Sørensen, der kommer fra en stilling som Principal i A.T. Kearney, som tiltræder denne post. Samtidig udnævnes Peter Gregersen til kundedirektør efter at have været interim de seneste par måneder.
Telenor Danmarks adm. direktør Jesper Hansen annoncerer i dag to nye direktører: Thomas Byrge Sørensen, der tiltræder den nyoprettede stilling som strategi- og transformationsdirektør, og Peter Gregersen, der udnævnes til kundedirektør.
”Jeg er meget glad for at kunne sætte mit nye hold med udnævnelsen af Thomas Byrge Sørensen og Peter Gregersen. Det er to vigtige direktørposter, og de kommer sammen til at spille en nøglerolle i den kommercielle transformation af Telenor Danmark,” siger adm. direktør Jesper Hansen om de to udnævnelser.
Stærk strategisk profil
Thomas Byrge Sørensen, der tiltræder som strategi- og transformationsdirektør, kommer fra en stilling som Principal i A.T. Kearney og har desuden tidligere arbejdet for Vodafone UK og Group PLC i England, hvor han blandt andet havde ansvar for strategisk planlægning og omstrukturering.
”Thomas Byrge Sørensen har gennem sine tidligere stillinger stor international erfaring i at drive transformationer med tydelige resultater. Jeg er derfor meget glad for, at Thomas har takket ja til at lede vores nye strategidivision. Ud over ansvaret for strategisk udvikling, så bliver Thomas desuden ansvarlig for at drive den kommercielle transformation, hvor simplificering og digitalisering bliver to af nøgleordene, ” siger Jesper Hansen.
”Det er spændende at få lov til at komme med på den rejse, som Telenor har startet, og jeg ser meget frem til at være med til at sætte retningen for de kommende år. Vi kommer for alvor til at træde ind i det digitale univers, og det skaber nogle spændende muligheder, som vores kunder godt kan se frem til,” siger Thomas Byrge Sørensen.
Kunden i centrum
Peter Gregersen har været medlem af Telenors direktion gennem mange år som blandt andet HR-direktør, og nu udnævnes han til kundedirektør efter et par måneder som interim, og det har været et naturligt valg, fortæller Jesper Hansen:
”Peter Gregersen har været i Telenor de sidste 15 år og har skabt mange resultater, fordi han har en stærk forretningsforståelse og et solidt kendskab til organisationen. Endelig forstår han vigtigheden af at have kunderne i fokus, og det bliver hans fornemmeste opgave at sikre, at Telenor fortsætter med at sætte nye standarder for, hvordan vi kan yde den bedste service til vores kunder på tværs af alle kanaler,” siger Jesper Hansen.
”Jeg er glad for at fortsætte i rollen som kundedirektør, og jeg kommer særligt til at have fokus på, hvordan vi kan give kunderne endnu bedre muligheder for at møde os online – for det er nemlig der, hvor kunderne selv befinder sig en stor del af døgnets 24 timer,” siger Peter Gregersen.
Related links
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og bredbånd. Vi er en del af en global virksomhed, som er et af Nordens største teleselskaber og en af verdens største leverandører af mobiltelefoni. Telenor er repræsenteret i 13 lande, og på verdensplan hjælper vi 208 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1500 medarbejdere, som hver dag yder vores bedste for at gøre det enkelt og nemt for vores kunder at kommunikere. Det er vigtigt for os, at Danmark bliver et førende videnssamfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i den danske teleinfrastruktur. I Danmark er CBB Mobil og Canal Digital også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.