Pressemeddelelse -
Telenor fortsatte væksten i 2024
Telenor offentliggør i dag regnskab for fjerde kvartal og det samlede resultat for året, som viser vækst i både serviceomsætning, EBITDA-margin og kundebasen. Samtidig markerer årsafslutningen også overgangen til en ny strategiperiode.
Telenors danske forretning leverede i 2024 en samlet serviceomsætning på 2.865 mio. kr. og en samlet EBITDA-margin på 32 %. Dermed går serviceomsætningen 5 % frem og EBITDA-indtjeningen hele 12 % frem sammenlignet med 2023. Fremgangen skyldes fortsat høj interesse for især 5G-internet og Telenors sikkerheds- og tryghedsløsninger.
Mobilkundebasen stiger 14.000 for kvartalet og lander dermed på 1.696.000. Det er 6.000 mere end ved udgangen af 2023, da kundetilgangen i første halvår var negativt påvirket af ændret regulering på kreditområdet. Samme regulering har også påvirket den samlede omsætning for året, som lander på 3.786 mio. kr. og dermed falder 6 % sammenlignet med 2023.
De flotte resultater er i høj grad kollegernes fortjeneste, siger CEO i Telenor, Lars Thomsen:
”Vi startede året i modvind, men ved en stærk fælles indsats formåede vi at vende udviklingen og indhente det tabte i andet halvår. Jeg er derfor også lidt ekstra stolt over at kunne konstatere, at 2024 blev endnu et år med vækst og særdeles glade kunder. Det er kombinationen af rigtig mange kollegers arbejde, der driver de flotte resultater: Vi har et fuldt moderniseret 5G-netværk, vi leverer god service til kunderne og god værdi for pengene, og vi har positioneret os stærkt i markedet med unikke løsninger til både private og erhverv. Det kan vi godt være rigtig stolte af.”
Fire års kontinuerlig fremgang
2024 markerer også afslutningen på Telenor Danmarks seneste strategiperiode, som har stået på siden januar 2021. Fire år senere står Telenor nu på et solidt økonomisk fundament drevet frem af en systematisk indsats for at gøre Telenor til det teleselskab, der giver danske forbrugere og virksomheder en tryg og sikker digital hverdag.
Fra udgangspunktet i 2020 til og med det netop afsluttede 2024 er Telenors serviceomsætning steget 15 %, mens EBITDA-indtjeningen er steget hele 27 %. Kundetilfredsheden, der måles som en Net Promoter Score, er steget 20 point for Telenor, mens CBB ligger stabilt højt og gentagne gange har været placeret i toppen i uvildige målinger af kundetilfredsheden i mobilbranchen. Samtidig har medarbejdertilfredsheden gennem hele perioden været støt stigende og placerer sig et godt stykke over gennemsnittet for andre danske virksomheder.
”Vi har haft fire år med kontinuerlig vækst på alle parametre – kundetilfredshed, medarbejderengagement og ikke mindst de finansielle nøgletal, som er en forudsætning for at kunne fortsætte vores investeringer i netværk, sikkerhed og digitalisering til gavn for kunderne. Når vi nu går ind i en ny strategiperiode, er den funderet i de seneste års stærke resultater, som giver os en enestående mulighed for at hæve ambitionerne og tage Telenor Danmark til næste niveau. Det glæder jeg mig til inden længe at kunne fortælle meget mere om,” afslutter Lars Thomsen fra Telenor.
Nøgletal fra Telenor Danmark | Q4 2024 | Q4 2023 | Hele året 2024 | Hele året 2023 |
EBITDA-indtjening | DKK 272 mio. | DKK 267 mio. | DKK 1.201 mio. | DKK 1.075 mio. |
Omsætning | DKK 999 mio. | DKK 1.055 mio. | DKK 3.786 mio. | DKK 4.019 mio. |
Serviceomsætning | DKK 730 mio. | DKK 704 mio. | DKK 2.865 mio. | DKK 2.737 mio. |
Mobilkunder | 1.696.000 | 1.690.000 | ||
Bredbåndskunder* | 108.000 | 117.000 |
*Bredbåndskundebasen omfatter fiberkunder samt kunder på de gamle DSL- og coax-forbindelser. Kunder på 5G-internet indgår i mobilkundebasen.
De finansielle tal aflægges efter IFRS og fremgår af Telenor Groups rapport, som kan ses på https://www.telenor.com/investors/reports-and-information/
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1000 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.