Pressemeddelelse -
Telenor giver alle kunder eSIM
Telenors kunder kan nu skifte det fysiske simkort i mobilen ud med et digitalt. Det indbyggede eSIM gør det nemmere at skifte simkort, og gør det muligt for kunderne at have flere mobilnumre på én mobil.
Det klassiske simkort er gået fra micro til nano, og nu erstattes det fysiske simkort i din mobil med en indbygget chip, eSIM. I modsætning til de fysiske simkort, kan et eSIM overskrives, hvilket giver kunderne en langt større fleksibilitet, når de skal ændre deres simkort.
”At kunderne slipper for af fumle med at få simkortet ud og at de ikke længere behøver at vente på posten for et nyt simkort, er blot nogle af fordelene ved eSIM. Da simkortet er digitalt, kan det indstilles således, at kunderne kan have to numre tilknyttet den samme mobil, hvilket kan være en kæmpe fordel for alle vores kunder både på privat og erhverv, da mange kunder både har et arbejdsnummer og et privatnummer - de slipper nu for at have to telefoner,” siger Christian Hoffman, direktør for privatmarkedet i Telenor.
Nyt sim på få minutter
Et eSIM bliver aldrig væk, da chippen er indbygget i mobilen. Hvis kunderne er i den uheldige situation, at de mister deres simkort, så behøver de ikke længere at henvende sig i en fysik butik eller bestille et nyt med posten. På få minutter kan kunderne nu bestille en ny eSIM-profil, som kan aktiveres uden omkostninger.
Kort om eSIM
E-sim står for embedded sim. Det betyder, at de oplysninger, der tidligere var gemt på et fysisk lille plastikkort, i stedet gemmes direkte i enheden. Det vil sige i en chip i din telefon eller tablet, der indeholder oplysninger om abonnement og indstillinger, der er nødvendige for at bruge data, ringe og sende beskeder.
eSIM er inkluderet i alle Telenors abonnementer, men for at kunderne kan bruge eSIM kræver det, at de har en mobiltelefon, der understøtter eSIM.
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.200 medarbejdere, har 39 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.