Pressemeddelelse -
Telenor ny hovedsponsor for Copenhagen Marathon
Et af verdens største teleselskaber, Telenor, er ny hovedsponsor for Copenhagen Marathon, som fremover kommer til at hedde Telenor Copenhagen Marathon. Samarbejdet giver et kvalitetsløft, som bringer Telenor Copenhagen Marathon helt op i verdensklassen indenfor maratonløb.
Samarbejdet mellem Telenor og Sparta, som er arrangøren bag Copenhagen Marathon, er et stærkt match, som lægger et fremragende teknologisk fundament for videreudvikling og kvalitetsløft af Danmarks største maraton, og som vil tiltrække eliteløbere og motionister fra hele verden.
Løb og teknologi følges ad
Teknologi spiller en stor rolle i afviklingen af større løb. Copenhagen Marathon har i forvejen en af verdens bedste apps til både løbere og tilskuere, og samarbejdet med Telenor vil bibringe endnu bedre teknologiske løsninger, som sikrer både deltagere, publikum og Københavns borgere den bedst mulige oplevelse.
”Vi er som teleselskab en integreret del af løbsoplevelsen, fordi smartphones og andre mobile enheder bruges til eksempelvis tidsregistrering og billeddeling på sociale medier,” siger Telenors kommercielle direktør Lars Thomsen.
Han bakkes op af Dorte Vibjerg, Direktør i Sparta Løb:
”Løberne fastlægger træning og finder praktiske informationer, publikum følger deres favoritløbere, og de øvrige borgere i byen kan finde vej gennem de afspærrede gader ved hjælp af app og internet. Derfor er vi rigtig glade for Telenors sponsorat, som med deres viden og netværk bringer den samlede oplevelse op i verdensklasse.”
Forenede kræfter
Lars Thomsen, som glæder sig til at vise, hvad Telenors mobilnetværk kan, tilføjer:
”Vi laver mobildækning til mange store events hver sommer, og den ekspertise glæder vi os til at dele med Sparta og Copenhagen Marathon.”
Telenors netværk og teknologiske knowhow kombineret med Spartas mangeårige erfaring med løbsafvikling skaber de ideelle betingelser for et kvalitetsmaraton, som vi ikke før har set mage til i Danmark, når København til maj lægger gader til den 37. udgave af Copenhagen Marathon.
Fakta om Telenor Copenhagen Marathon
- Copenhagen Marathon er blevet afviklet non-profit siden 1980
- Arrangør: Sparta Atletik og Motion
- Hovedsponsor: Telenor
- Øvrige sponsorer: Nike, High5, Marathon Sport og BMW
- Dato: Søndag den 22. maj 2016
- Tilmelding og yderligere information på www.copenhagenmarathon.dk
Related links
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og bredbånd. Vi er en del af en global virksomhed, som er et af Nordens største teleselskaber og en af verdens største leverandører af mobiltelefoni. Telenor er repræsenteret i 13 lande, og på verdensplan hjælper vi 208 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1500 medarbejdere, som hver dag yder vores bedste for at gøre det enkelt og nemt for vores kunder at kommunikere. Det er vigtigt for os, at Danmark bliver et førende videnssamfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i den danske teleinfrastruktur. I Danmark er CBB Mobil og Canal Digital også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.