Pressemeddelelse -
28.000 husstande i Ringkøbing-Skjern kan nu få internet fra Telenor på RAH Fiberbredbånds net
Telenor og RAH Fiberbredbånd har indgået en aftale, der allerede fra i dag giver 28.000 adresser i Ringkøbing-Skjern-området adgang til lynhurtigt MaxSpeed internet fra Telenor. Med samarbejdet kommer der flere valgmuligheder og mere konkurrence til kunderne i det vestjyske.
Nu får forbrugerne i Ringkøbing-Skjern mere at vælge mellem på internetfronten. Telenor offentliggør nemlig en aftale med RAH Fiberbredbånd, som giver teleselskabet mulighed for at tilbyde lynhurtige fiberforbindelser til de ca. 28.000 adresser i fiberselskabets forsyningsområde i Vestjylland.
Lanceringen finder sted i dag tirsdag den 15. november samtidig med offentliggørelsen af aftalen. Dermed kan de mange husstande allerede nu bestille fiber på RAH Fiberbredbånds net hos Telenor med hastigheder på op til 1.000 Mbit/s. Kunderne kan tjekke, om de kan få MaxSpeed på deres adresse på telenor.dk/maxspeed, hvor det også er muligt at finde mere info om hastigheder og priser.
”I Telenor har vi en målsætning om at levere hurtige internetforbindelser til så mange danskere som muligt. Derfor glæder vi os også til at tage imod kunderne på RAH Fiberbredbånds net allerede fra i dag. Flere valgmuligheder og mere konkurrence er altid godt for forbrugerne. Og med branchens bedste åbningstider i kundeservice fra 7-23, en prisvindende Wifi-6 router og tilfredshedsgaranti på 30 dage, håber vi, at kunderne i det vestjyske vil vælge os næste gang, de er på udkig efter hurtigt og stabilt internet,” siger Lars Thomsen, der er adm. direktør hos Telenor.
Mere valgfrihed til kunderne
For Jacob Møller, bestyrelsesformand i RAH Fiberbredbånd, er lanceringen det seneste skridt på rejsen mod at åbne fibernettet for flere indholdsudbydere:
”I RAH Fiberbredbånd arbejder vi hårdt på at koble Vestjylland på internettets motorvej. Siden vi sidste år overgik til at være et rent net-ejer-selskab har vores fokus – udover at grave nye kabler ned – været at få så mange indholdsudbydere af TV og internet som muligt til at leje sig ind hos os. Af samme årsag er vi også meget tilfredse med, at en stor spiller som Telenor nu får adgang til vores net, så kunderne i endnu højere grad selv kan vælge den løsning, der passer bedst til deres behov."
Det nye samarbejde er blevet til gennem OpenNet, der hjælper med at forbinde internetudbydere og fibernetejere. For to år siden indgik RAH Fiberbredbånd en aftale med virksomheden om at åbne sit net gennem OpenNets fælles brancheplatform, hvor Telenor nu altså er det sidste skud på stammen, som husstandene i Ringkøbing-Skjern kan købe internet gennem.
”Vores platform er skabt for at understøtte åbningen af fibernettene ved at gøre det nemt for fibernetejere og internetudbydere at samarbejde på lige vilkår. Jeg er stolt af, at vi, som uafhængigt bindeled, er med til at drive en udvikling, som ikke bare kommer netejerne og udbyderne til gavn. Det er i høj grad også en fordel for forbrugerne, som får mange flere valgmuligheder,” siger Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet.
Hvad er fibernet?
Fibernet er det hurtigste internet på markedet i dag. Up- og downloadhastighederne er lige hurtige, og fibernettet rejser gennem lyslederkabler, hvor signalet transporteres med mindre modstand, end der er i de kobberkabler, som bruges til traditionelt bredbånd. Samtidig har man sin egen, private forbindelse, og derfor kan man være utallige brugere på nettet samtidig, uden at det påvirker hastigheden.
Om RAH Fiberbredbånd
RAH Fiberbredbånd er baseret på et samarbejde mellem det lokale energiselskab RAH, fiberselskabet Thy-Mors Fibernet samt Norlys med det formål at levere fiberbredbånd til Vestjylland, hvor det forretningsmæssigt giver mening.
Om OpenNet
OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Norlys med henblik på at etablere en fælles uafhængig indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at gøre det nemmere for netejere og tjenesteudbydere at samarbejde og på den måde at accelerere den digitale udvikling i Danmark.
Om Maxspeed fra Telenor
Telenor arbejder hele tiden på at optimere og udbygge dækningsområder, så endnu flere kan få glæde af lynhurtige internetforbindelser. I løbet af det seneste år har selskabet fået adgang til nye kunder på en lang række fibernet, og for nyligt lancerede Telenor MaxSpeed 5G, der betyder, at tre mio. husstande over hele landet i dag kan få hurtige forbindelser fra MaxSpeed gennem fiber, antennestik eller trådløst over 5G-netværket.
På telenor.dk/maxspeed kan nye og eksisterende kunder tjekke, hvilke forbindelser de kan få leveret til deres adresse.
Priser på Maxspeed internet fra Telenor på RAH Fiberbredbånds net:
- 50 Mbit/s – 299 kr./måneden.
- 200 Mbit/s – 299 kr./måneden de første 12 mdr., derefter 319 kr./måneden. (Kampagne indtil 30. november 2022, derefter fastpris på 319 kr./måneden)
- 1000 Mbit/s – 369 kr./måneden.
Emner
Kategorier
Regions
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.100 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.