Pressemeddelelse -
Telenor slipper dataen fri hen over sommeren
Danskernes appetit på mobildata fortsætter med at stige. Derfor tilbyder Telenor fri data i Danmark i den kommende sommerferieperiode. Datatøjlerne bliver sluppet i de kommende to måneder i alle private mobilabonnementer, der har data inkluderet. Tilbuddet gælder også mobilt internet.
Erfaringerne fra 2020 taler deres eget tydelige sprog. Her resulterede danskernes mere eller mindre påtvungne sommerferiedestination – Danmark - i et voldsomt hop i datatrafikken herhjemme på mere end 40 procent i sommermånederne i forhold til året før.
På flere af landets øer, i sommerhusområder og ved forskellige attraktioner var stigningen endda på flere hundrede procent.
- Vi forventer også et højt dataforbrug i år, fordi mange igen holder sommerferien herhjemme. Samtidig kigger vi ind i nogle måneder med en række store sportsbegivenheder som EM i fodbold og Tour de France, og så giver det ro i maven ikke at skulle forholde sig til et lavt dataloft, siger privatkundedirektør i Telenor, Christian Hoffmann.
Koster ikke ekstra
Fri data bliver inkluderet i alle Telenors privatabonnementer, hvor der i forvejen er data inkluderet, og det koster ikke ekstra. Forbrugsgrænsen er på hele 1.000 GB. Det svarer for eksempel til højkvalitetsstreaming af cirka 350 timers live-sport.
- Vi kan se på vores tal, at streamingtallene fortsætter op, og vi har ikke grund til at tro, at det bliver anderledes hen over sommeren – tværtimod. Derfor er vi glade for at slippe dataen løs til vores kunder i de kommende måneder, siger Christian Hoffmann.
Tilbuddet om fri data gælder i Danmark, men går sommerferien til favoritdestinationen i udlandet, er der også hjælp at hente med et Telenor-mobilabonnement. Det dækker 99 procent af danskernes rejsemål med op til 20 GB data inkluderet.
Fri data bliver automatisk aktiveret for Telenor-privatkunder den 16. juni og fortsætter frem til den 15. august.
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.100 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.