Gå til indhold
Mand med mobiltelefon på et kontor
I sin nye sikkerhedsrapport opfordrer Telenor de nordiske lande til at styrke det fælles beredskab og blive bedre til at hjælpe hinanden, når alvorlige kriser rammer.

Pressemeddelelse —

Telenor vil ruste Norden, før den næste digitale krise rammer

Trusler om cyberangreb, sabotage og et skærpet geopolitisk trusselsbillede øger presset på Nordens kritiske infrastruktur. I sin nye sikkerhedsrapport, Nordic Digital Security 2026, opfordrer Telenor de nordiske lande til at styrke det fælles beredskab og blive bedre til at hjælpe hinanden, når alvorlige kriser rammer.

Nordens digitale sikkerhed er under pres. I en ny sikkerhedsrapport tager Telenor temperaturen på trusselsbilledet i Danmark, Norge, Sverige og Finland og peger på de udfordringer, der følger med samfundets totale afhængighed af digital infrastruktur.

Rapporten samler vurderinger fra nordiske sikkerhedsmyndigheder, indsigter fra Telenors egne sikkerhedseksperter og en undersøgelse blandt nordiske virksomhedsledere.

”Vi mærker hver dag, at truslerne mod vores net bliver mere alvorlige. Vi investerer massivt i sikkerhed, udbygger og tester løbende vores beredskab, men vi er oppe mod stærke kræfter, og derfor skal vi være bedre til at hjælpe hinanden, når noget alvorligt rammer. Vi har en kæmpe styrke i Norden, som vi slet ikke udnytter godt nok i dag, og det skal vi have lavet om på,” siger Lars Thomsen, administrerende direktør i Telenor Danmark.

Norden skal kunne stå sammen, når krisen rammer

Som teleselskab med aktiviteter i alle fire nordiske lande har Telenor en særlig mulighed for at trække på kolleger og ressourcer på tværs af grænserne.

Ifølge rapporten bør de nordiske myndigheder koordinere beredskabet tættere og på forhånd aftale, hvordan landene kan trække på hinandens specialister og udstyr på tværs af landegrænser, når egne ressourcer er under pres.

”Vi er fire små lande, som hver især har stærke kompetencer og en veludbygget digital infrastruktur. Men det giver ingen mening, at vi planlægger vores beredskab hver for sig, når vores samfund er så tæt forbundne. I Telenor kan vi trække på kolleger og ressourcer i hele Norden, men den styrke skal vi også kunne udnytte under en krise, og det kræver, at myndighederne får lavet aftalerne på forhånd,” siger Lars Thomsen.

Telenor efterlyser handling fra de nordiske regeringer
I rapporten fremhæves fem områder, hvor det eksisterende nordiske beredskab bør styrkes:

1. Fastlæg klare krav til kritisk infrastruktur
Myndighederne skal prioritere, hvilke kritiske samfundsfunktioner der skal genoprettes først under en krise, hvor hurtigt det skal ske, og hvem der betaler for det ekstra beredskab.

2. Sørg for en plan B for kritiske it-løsninger
Virksomheder og myndigheder skal have styr på, hvem der har adgang til deres vigtigste data og have alternativer klar, hvis kritiske it-løsninger svigter.

3. Gør beredskabet til en fælles nordisk opgave
Myndighederne skal koordinere kriseplaner og skabe rammer for at dele ressourcer på tværs af landegrænser.

4. Gennemfør fælles beredskabsøvelser
Myndigheder og virksomheder skal afprøve, hvordan de håndterer større strømsvigt og cyberangreb, og erfaringerne skal bruges til at forbedre beredskabet.

5. Styrk informationen under kriser
Myndigheder og virksomheder skal bygge videre på de eksisterende kommunikationsplaner og teste, hvordan borgerne får vigtig information, hvis de normale kanaler ikke virker.

”Håb og hensigtserklæringer holder ikke vores net kørende, når krisen rammer. Vi skal også være villige til at investere i et stærkere beredskab. Vi er klar til at løfte vores del af opgaven, og vi har et godt udgangspunkt i Norden, som vi skal blive bedre til at udnytte sammen,” siger Lars Thomsen.

Om Nordic Digital Security 2026

Nordic Digital Security 2026 – Building Preparedness er Telenors årlige rapport om digital sikkerhed i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Rapporten bygger på indsigter fra Telenors sikkerhedseksperter samt en undersøgelse blandt nordiske erhvervsledere og beslutningstagere.

Rapporten belyser det aktuelle trusselsbillede og kommer med anbefalinger til, hvordan de nordiske lande kan styrke det fælles beredskab.

Læs hele rapporten her: Nordic Digital Security 2026

    Emner

    Kategorier

    Regions


    Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.

    Telenor er en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 900 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.

    Kontakt

    • TE_Telenor_2025_MG_4942_PRINT.jpg
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      2998 x 1999, 1,39 MB
      Download
    • CEO - Lars Thomsen - 2023
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      8103 x 5402, 17,1 MB
      Download
    • Nordisk_sikkerhetsrapport_Forside.jpg
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      2480 x 3508, 2,24 MB
      Download