Pressemeddelelse -
Telenor leverer solid værdi i første kvartal med tocifret EBITDA-vækst
Telenor Danmark melder om vækst i kerneforretningen og forsat fremgang for 5G-internet og sikkerheds- og tryghedstjenester til private og erhverv i årets første kvartalsresultat, der dog også bærer præg af ny regulering på kreditområdet.
Telenor Danmark offentliggør i dag regnskab for første kvartal af 2024 og fortsætter de gode takter fra 2023 med en EBITDA-indtjening på 305 mio. kr. og en indtjeningsgrad på 33 % for kvartalet. Fremgangen i kerneforretningen skyldes bl.a. stigende interesse for Telenors 5G-internet og sikkerheds- og tryghedsservices.
”Jeg er glad for at kunne konstatere, at vi holder kursen og leverer på vores løfte om at skabe mere værdi for kunderne ved at tilbyde løsninger og services, der giver danske forbrugere og virksomheder en tryg og enkel digital hverdag. Det ser vi både i kvartalstallene og i vores egne kundetilfredshedsmålinger, som begge vidner om, at vi har valgt den rigtige strategi. De gode resultater gør os i stand til også fremover at kunne investere i både netværk og nye services, og derfor fortsætter vi selvfølgelig ufortrødent i samme retning,” siger Lars Thomsen, CEO i Telenor Danmark.
Telenor tilbyder bl.a. den digitale forsikring NetSikker og NetSikker Plus, som hjælper ved bl.a. digitale krænkelser, Mobile Device Management, hvormed virksomheder kan beskytte, spærre og slette data på medarbejdernes mobiler, private netværk til erhverv og industri, og sikkerhedsfiltrene SikkerSurf og SafeZone, der blokerer for adgang til svindelsider, til hhv. private og erhverv. Alene i 2023 har Telenor med SikkerSurf beskyttet kunderne mere end 28 mio. gange mod skadeligt indhold på nettet. I CBB tilbyder man under parolen ”Ærlig, kærlig og uden bøvl” bl.a. underholdningskonceptet CBB MIX, der kombinerer de små priser med fleksibelt og enkelt tilkøb af streamingtjenester.
Nye vilkår for kreditaftaler
Omsætningen på 936 mio. kr. og mobilkundebasen, som går 16.000 tilbage og lander på 1.674.000 for kvartalet, er dog præget af et faldende hardware-salg som følge af ændringerne i kreditaftaleloven og forbrugslånsreglerne, som har påvirket Telenors mulighed for at tilbyde omkostningsfri kreditaftaler til kunderne.
”Den nye regulering har betydet en strukturel ændring af markedet, og det mærker vi effekten af. I Telenor følger vi naturligvis lovgivningen og vægter forbrugerbeskyttelse højt, hvorfor vi selvfølgelig har implementeret tiltag, som sikrer, at vi efterlever de nye regler. Men det afspejler sig direkte i vores salgstal. Det er blevet sværere og mere omstændigt for danskerne, uanset økonomi, at indgå kreditaftaler, og det er en ny virkelighed, som vi alle sammen skal vænne os til. Men vi er godt rustet til forandringer og har fokus på at finde langsigtede løsninger, som kan veje op for de udfordringer, de nye regler har skabt,” siger Lars Thomsen fra Telenor.
5G-internet tager fart
Antallet af internetkunder på faste forbindelser er stabilt på 115.000, men dækker også i dette kvartal over et fald i kunder på de gamle DSL-forbindelser, samtidig med at antallet af kunder på de nyere og hurtigere teknologier stiger – dvs. fiber og coax. Dertil kommer 5G-internet via mobilnetværket, som for alvor er begyndt at tage fart.
“Vi tilbyder en bred palette af internetløsninger til alle behov, men har høje forventninger til 5G-internet, som indtil videre bliver indfriet. Vi har investeret massivt i vores netværk de seneste år, og danskerne har over en bred kam adgang til digital infrastruktur i verdensklasse. Med 5G i langt de fleste afkroge af landet, er der nu et reelt alternativ til de kablede forbindelser. 5G-internet er en attraktiv løsning for rigtig mange mennesker, og det mærker vi tydeligt,” siger Lars Thomsen.
Nøgletal fra Telenor Danmark | Q1 2024 | Q4 2023 | Q1 2023 |
EBITDA-indtjening | DKK 305 mio. | DKK 267 mio. |
DKK 223 mio. (ekskl. Staten: |
Omsætning | DKK 936 mio. | DKK 1.055 mio. |
DKK 971 mio. (ekskl. Staten: |
Serviceomsætning | DKK 709 mio. | DKK 704 mio. |
DKK 642 mio. (ekskl. Staten: |
Mobilkunder | 1.674.000 | 1.690.000 | 1.642.000 |
Bredbåndskunder | 115.000 | 117.000 | 118.000 |
* Regnskabet for første kvartal 2023 var præget af effekterne af udfaldet af en retssag mellem Telenor og Staten, som udspillede sig tilbage i 2018. I 2023 faldt der endelig afgørelse i Landsretten, hvilket påvirkede resultatet for første kvartal i 2023 negativt. Læs mere her.
De finansielle tal aflægges efter IFRS og fremgår af Telenor Groups rapport, som kan ses på https://www.telenor.com/investors/reports-and-information/
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1000 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.