Pressemeddelelse -
Telenor tager hul på ”ren” 5G i 2022
Telenor har lagt en ambitiøs plan for netværket i 2022. Selskabet vil opgradere yderligere 1.400 master til 5G og begynde etableringen af et standalone 5G-netværk, udbygge fibernetværket til masterne og ikke mindst lukke endegyldigt ned for 3G. Alt sammen med det formål at øge hastigheden, kapaciteten og stabiliteten i netværket.
Telenors 1,6 millioner kunder kan allerede nu opleve 5G langt de fleste steder i landet, og nu sætter Telenor endnu mere fart på udbygningen og moderniseringen af netværket. I 2021 opgraderer teleselskabet knap 1.000 master til 5G, og i det kommende år skal der føjes endnu 1.400 til listen.
”Vi er kommet rigtig langt det seneste år, men vi glæder os til at tage 5G endnu længere ud i landet. Målet er at give alle vores kunder, uanset hvor de er, en god oplevelse med en hastighed og kapacitet, der matcher deres behov. Vi fokuserer ikke på flotte gigabithastigheder i enkelte områder, men på at levere en endnu bedre netværksoplevelse via 5G til det brede udsnit af danskerne,” siger Jesper Mølbak, der er netværksarkitekt hos Telenor.
Sideløbende med 5G-opgraderingen moderniserer Telenor sit 4G-netværk, som fortsat benyttes af rigtig mange danskere, så kapaciteten og hastigheden også øges her. I de områder, hvor 4G-netværket allerede er moderniseret, har Telenor målt en gennemsnitlig hastighedsstigning på 50 %.
100 % ren 5G-oplevelse
I Telenor ser man i 2022 frem til at begynde etableringen af såkaldt ’5G standalone core’. Når selskaberne i dag bygger 5G, sker det på et fundament af 4G. Det kaldes ’non-standalone 5G’. Men inden længe er Telenor klar til at tilbyde en ren 5G-oplevelse, når både core-netværket og transportnettet kører på 5G.
”Når vores netværk bliver 100% 5G, kan vi bygge vores core-funktion ind i skyen, og det giver mulighed for at komme tættere på kunderne. På 4G og non-standalone 5G skal trafikken via vores fysiske core-netværk, og de millisekunders forsinkelse kan udgøre forskellen på liv eller død, hvis vi fx taler selvkørende biler eller fjernstyrede operationer,” forklarer Jesper Mølbak og fortsætter:
”Når core-netværket ligger i skyen via lokale datacentre, bliver responstiden ekstremt lav. Dermed kan vi begynde at bygge private netværk til kunder med særlige behov. Det gælder især for erhvervslivet og industrien, som i høj grad kan få gavn af private 5G-netværk, der kan være fuldstændig forseglede og afskårne fra det offentlige netværk.”
Endegyldigt farvel til 3G
2022 bliver også året, hvor Telenor efter knap tyve år lukker ned for 3G-netværket. Hos Telenor har 3G de seneste år kørt på 900 og 2100 MHz-frekvensbåndene, men allerede i 2021 var det slut med 3G på 2100 MHz, for at optimere kapaciteten i netværket og udnytte ressourcerne bedst muligt. Sidst på sommeren 2022 begynder nedlukningen af det sidste 3G på 900 MHz-båndet, som Telenor fremover vil bruge til 5G. Telenor har derfor de seneste år løbende orienteret kunderne om processen og opfordret dem til at tjekke, om deres telefon kan tage 4G-signal.
”Selv om vi lukker ned for 3G, vil man stadig kunne ringe og sms’e med en 3G-telefon. Men det vil ikke længere være muligt at bruge data,” forklarer Jesper Mølbak fra Telenor. ”Vi omlægger 3G-frekvenserne til 5G, fordi vi er nødt til at fremtidssikre vores netværk. Dataforbruget stiger hele tiden, og behovet for kapacitet i netværket er massivt. Men med den mængde spektrum, vi fik på frekvensauktionen i 2021, og med de planer, vi har for brugen af frekvenserne, er vi sikret god kapacitet til de næste ti år.”
Fiberforbindelser til masterne
Selv om masterne og antennerne på hustage og i landskabet er de eneste synlige tegn på netværket og den teknologi, der sætter os i forbindelse med hinanden, foregår der meget mere bag kulissen.
Masterne sender trafikken fra mobiltelefonerne og routerne ind til teleselskabernes core-netværk, og denne transmission er mange steder hos Telenor indtil nu foregået via radiobølger – såkaldte radiokæder. Radiokæder er dog sårbare over for bl.a. vind og vejr, og derfor begynder Telenor i det nye år at etablere fiberforbindelser fra alle selskabets master og ind til core-netværket.
”De nedgravede fiberforbindelser ligger trygt og godt i jorden og kan samtidig sikre ekstra høje hastigheder. Og det er nødvendigt, for jo mere, vi kræver af vores mobiltelefoner, des mere kræver de af netværket, lige fra antennerne til core’en,” afslutter Jesper Mølbak fra Telenor.
Related links
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.100 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.