Pressemeddelelse -
Til kamp mod internetsvindel: Telenor lancerer nyt sikkerhedsfilter
Som det første teleselskab herhjemme lancerer Telenor et sikkerhedsfilter til alle selskabets privatkunder, der automatisk blokerer hjemmesider med svindel og virus. Lanceringen sker i forlængelse af et samarbejde mellem myndighederne og telebranchen om at øge danskernes sikkerhed og tryghed på nettet.
I dag løfter Telenor sløret for en ny service, som bliver lanceret i starten af marts under navnet SikkerSurf. SikkerSurf beskytter Telenors privatkunder, når de går på nettet ved automatisk at blokere adgangen til hjemmesider med svindel og virus på teleselskabets netværk.
”I dag er svindlere blevet eksperter i at kamuflere deres onde hensigter og links til skadelige hjemmesider i svindelmails og sms’er, som mange danskere modtager hver dag. De ligner til forveksling troværdige beskeder, der kan være enormt svære at gennemskue for den almindelige forbruger. Vi har ønsket denne løsning i lang tid, og derfor er vi enormt glade for, at vi efter en tæt og god dialog med myndighederne nu kan tilbyde alle vores privatkunder det ekstra lag af beskyttelse som det første og foreløbigt eneste teleselskab herhjemme,” siger Christian Hoffmann, direktør for privatmarkedet i Telenor.
Lanceringen sker på baggrund af et langvarigt samarbejde med bl.a. brancheforeningen Teleindustrien, Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur og Center for Cybersikkerhed om tiltag, der kan forbedre sikkerheden for danskerne på nettet. I forlængelse af dette har de danske myndigheder for nyligt givet grønt lys til teleselskabernes brug af sikkerhedsfiltre til at bekæmpe problemet med falske emails og sms’er – såkaldt phishing og smishing – som 60 pct.1 af danskerne har været udsat for.
Blokerer svindel-hjemmesider
Med SikkerSurf blokerer Telenor automatisk adgangen til hjemmesider, der indeholder virus, svindel eller ondsindet software. Det kan f.eks. være hjemmesider, der udgiver sig for at være myndigheder, pakkeleverandører, banker etc., og som lokker kunderne til at dele kreditkortinformationer og personlige oplysninger. Når kunden klikker på et ondsindet link, vil vedkommende modtage en meddelelse på skærmen om, at hjemmesiden er blokeret.
”Vi vil gerne give vores kunder en tryg og sikker digital hverdag. Derfor har vi konstant fokus på at sikre den rette balance i forhold til at give adgang til internettets mange muligheder og minimere faldgruberne. Med SikkerSurf tager vi et stort skridt i den retning ved at indbygge trygheden direkte i netværket, så vores kunder kan surfe sikkert på nettet med mere ro i maven,” siger Christian Hoffmann.
Frivilligt tilbud
SikkerSurf bliver lanceret primo marts, hvor det automatisk bliver inkluderet i alle abonnementer på mobil og mobilt bredbånd (MBB) til privatkunder. Kunderne skal altså ikke gøre noget aktivt for at få beskyttelsen. De kan dog til enhver tid fravælge SikkerSurf og blokeringen i ”Mit Telenor"-appen eller ved at kontakte kundeservice, hvis de ønsker det. Senere i løbet af foråret bliver SikkerSurf også rullet ud til alle Telenors Maxspeed-kunder, der får internet gennem kabel eller trådløst over 4G og 5G.
Telenor har i forvejen gode erfaringer med SikkerSurf fra Norge og Sverige med positiv feedback fra de tre mio. kunder, som i dag har en tilsvarende service som en del af deres abonnement i de to lande. Siden tjenesten blev lanceret i landene, har Telenor blokeret flere millioner besøg til ondsindede hjemmesider. Kun få kunder har aktivt fravalgt løsningen.
Om SikkerSurf:
- SikkerSurf bliver tilgængelig for alle Telenors privatkunder. Servicen bliver først lanceret til kunder med mobil- og MBB-abonnementer i begyndelsen af marts og senere til Maxspeed-internetkunder på fiber, coax, DSL og FWA 4G/5G i løbet af foråret. Inden for kort tid bliver der også lanceret en lignende service til Telenors erhvervskunder, hvilket bliver annonceret senere.
- SikkerSurf bliver automatisk slået til for privatkunderne uden behov for at foretage sig yderligere. Alle kunder kan til enhver tid slå blokeringen fra i "Mit Telenor"-app'en eller ved at kontakte kundeservice.
- SikkerSurf bliver helt konkret effektueret ved, at Telenors DNS-server sammenligner det efterspurgte domænenavn med en liste over domænenavne med ondsindet indhold.
- Listen over blokerede hjemmesider bliver løbende opdateret på baggrund af en række kategorier, som bruges til kontinuerligt at scanne internettet for nye svindel- og virussites, hvilket sker med hjælp fra en samarbejdspartner. Telenor overvåger ikke selve indholdet af trafikken hos kunderne.
- SikkerSurf er en del af NetSikker, som er inkluderet i alle Telenors mobilabonnementer til privatmarkedet og dækker brugeren af abonnementet i forskellige typer af sager, der omhandler digitale krænkelser og onlinesvindel.
Related links
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 1.100 medarbejdere, har 40 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.